Sæt vand over til ris, og skyl risene samt alt grønt.
Brune ris. Sæt risene over i 5 dl letsaltet, kogende vand, og kog dem under låg ved svag varme i cirka 20 minutter.
Sprøde samosaer. Skær de søde kartofler i mindre tern. Pil løget, og snit det fint. Riv gulerødderne groft.
Varm olie op på en pande, og steg de søde kartofler og løget sammen med lidt bali-krydderi, til kartoflerne er gyldne og helt møre, 8 til 10 minutter. Smag til med salt og eventuelt lidt mere bali-krydderi til sidst.
Fordel fyldet på samosadejene, og fold samosaerne (se tippet bag på forsiden).
Varm ny olie op på panden, og steg samosaerne sprøde ved middel varme i 3 til 4 minutter på hver side. Tag samosaerne af panden, og læg dem på et fad til servering.
Indiske ris med gulerødder og rosiner. Tilsæt imens de revne gulerødder og rosinerne til gryden med ris, og vend rundt. Lad risene koge færdig under låg ved svag varme i cirka 15 minutter. Spæd eventuelt til med lidt mere vand, hvis de er ved at koge tørre.
Hæld eventuelt overskydende vand fra risene, og smag til med salt og eventuelt lidt bali-krydderi.
Servér sprøde samosaer med tomatrelish til som dip, og nyd indiske ris med gulerødder og rosiner til.