Sæt vand over til quinoa, og skyl frugt og grønt.
Quinoa. Kom quinoa i en gryde, overhæld med 2 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog den under låg i 10 minutter, og lad den trække under låg i 5 minutter. Afdryp eventuelt, og lad quinoaen køle let af.
Stegt aubergine. Halvér aubergine på langs. Prik skindet med en gaffel eller lille spids kniv. Varm en pande op, og tilsæt 1 teskefuld olie – sørg for, at olien dækker hele overfladen jævnt (brug eventuelt en pensel).
Læg auberginer med skærefladen nedad, og lad dem stege ved middel varme under låg i cirka 15 minutter, eller til de er helt møre – se køkkentip.
Vend auberginer om, og steg dem i 5 minutter på skindsiden. Krydr med lidt salt, og læg dem på en tallerken.
Tahindressing og tomatsalat. Imens auberginen steges: Pres eller riv hvidløg fint. Rør tahin med hvidløg og 1 til 2 spsk. citronsaft. Spæd til med koldt vand, til tahindressingen har samme tykkelse som tynd yoghurt og er frisk og syrlig. Smag eventuelt til med mere citronsaft.
Skær tomat i tynde både. Vend tomater og rucola med lidt eddike i en skål, og smag til med salt og peber.
Krydret gris. Varm panden fra aubergine op igen, tilsæt 1 teskefuld olie, og steg kødet i 6 til 7 minutter, til det er smukt gyldent på alle sider. Krydr med salt og falafel-krydderi (det er lidt stærkt!).
Anret quinoa på tallerkener, og top med stegt aubergine og krydret gris. Dryp med tahindressing, og servér tomatsalat med rucola ved siden af.