Tænd ovnen på 180 grader, og skyl alt grønt.
Kartofler, tomater og peberfrugt. Skær kartoflerne i kvarte, og kom dem i et ovnfast fad med de grønne oliven. Skræl citronskal af i flager, og kom også dem i fadet. Vend det med olivenolie, 1 teskefuld salt og herbes de provence-krydderi, og bag det til kartoflerne er møre, cirka 20 minutter. Vend rundt 1 til 2 gange undervejs. Kassér citronskallen inden servering.
Skær peberfrugten i grove tern, og halvér tomaterne. Pil løget, og skær det i både. Kom også det i et fad, og vend det med ½ teskefuld salt og 1 teskefuld sukker samt et skvæt olivenolie. Bag det i ovnen i cirka 15 minutter.
Fisk og syrlig pesto. Dup fisken tør, og gennemgå den for eventuelt ben og hinderester. Drys med salt på alle sider.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg fisken ved middelhøj varme i 2 til 3 minutter på hver side, til den er brunet. Er fisken tykkere end 3 cm, sæt den da i ovnen, og bag den færdig i 4 til 6 minutter.
Halvér imens citronen, og pres saften i bægeret med blend-selv pesto. Tilsæt også cirka ½ dl olivenolie og en smule salt. Blend det til en glat pesto – fx direkte i bægeret med en stavblender.
Anret kartofler og oliven samt tomat og peberfrugt på tallerkener med stegt torskefisk ved siden af. Dryp retten med syrlig pesto.