Sæt vand over til ris. Skyl risene grundigt, og skyl også frugt og grønt.
Ris. Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i cirka 12 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Grøntsager. Pluk og snit dild fint. Skær radiser i skiver. Skær citron i både.
Ærter og gulerødder i dild-smørsauce. Skræl gulerødder, og skær dem i tern.
Kom gulerødder i en mindre gryde med 2 til 3 cm vand i bunden og lidt salt. Kog dem i 2 til 3 minutter. Hæld det meste af vandet fra, og gem et par spsk. vand i gryden.
Kom ærter og smør i gryden, og lad det smelte og varme i 2 minutter. Smag til med citronsaft, masser af dild, salt og peber.
Stegt fisk. Tjek fisken for eventuelle ben. Krydr stykkerne med salt og peber, og vend dem i mel.
Varm en pande op, tilsæt olie og eventuelt lidt smør, og steg fiskestykkerne i cirka 3 minutter på hver side, til de er gyldne og gennemstegte.
Anret stegt fisk på tallerkener, og kom ærter i dild-smørsauce herpå – top med sprøde radiser, og dryp med citronsaft. Spis ris til.