Sæt vand over til sorghum, og skyl sorghum og alt grønt.
Sorghum. Sæt sorghum over i 2½ dl kogende, letsaltet vand, og kog den under låg ved svag varme i 15 til 20 minutter. Hæld vandet fra, og lad sorghum køle let af.
Madmelonsalat. Skræl madmelon let, og skær den i kvarte. Skær kerner væk, og skær melonkødet i tern. Hak de saltede citroner.
Kom madmelon i en skål, og vend med 1 teskefuld olie. Smag til med saltede citroner – tilsæt kun lidt ad gangen, de er kraftige i smagen. Smag til med peber.
Stegt gris og bøftomater. Hak persille. Pil og hak hvidløg fint. Skær bøftomater i tykke både.
Varm en stor pande op med ½ spsk. olie, og steg kødet gyldenbrunt på alle sider cirka 4 minutter i alt. Tag kødet fra panden.
Kom tomater på panden, og steg dem forsigtigt ved middel varme uden at røre for meget rundt i dem, til de er akkurat møre, cirka 4 minutter.
Drys hvidløg, persille og det stegte kød over tomater, krydr med lidt salt og peber, og varm igennem i 1 til 2 minutter. Fortsæt uden at røre for meget rundt.
Anret sorghum, og top med stegt kød og tomat. Spis madmelonsalat til.