Find en brødrister frem til surdejsboller, eller tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skyl frugt og grønt. Skyl kapers fri for salt, og lad dem eventuelt ligge i vand, til de skal bruges.
Stegt spidskål. Del spidskål i halve eller kvarte (alt efter størrelse). Varm en pande op med lidt olie, og steg spidskål på skærefladen ved middel varme i 8 til 10 minutter, til de tager lidt farve og bliver møre. Vend et par gange undervejs, og krydr med salt og peber.
Hvide bønner i lun citronsauce. Dræn imens vandet fra kapers, og hak dem samt purløg og persille fint. Riv citronskal fint, og halvér citron.
Pres saften fra citron ned i en gryde, tilsæt cirka 1 dl olivenolie, og kog op. Tilsæt kapers, citronskal, honning og dijonsennep, og lad det simre i 1 til 2 minutter.
Tilsæt kogte hvide bønner, og lad det hele lune i 6 til 8 minutter, til bønnerne er varme.
Tilsæt purløg og persille, og smag til med salt og peber. Virker det lidt tørt, kan konsistensen justeres med lidt mere olivenolie og eventuelt et par dråber eddike.
Surdejsboller. Lun surdejsboller på en brødrister i 4 til 5 minutter, eller varm dem i ovnen i 8 til 10 minutter.
Salat. Skær tomat i grove stykker, og del salat i blade. Anret på et fad til servering.
Anret stegt spidskål på tallerkener, og fordel hvide bønner i lun citronsauce over. Tegn streger med misomayo henover salat, og servér den til.