Find en brødrister frem til pitabrød, eller tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skyl alt grønt.
Stegte calçots. Skær calçots til, så de passer til din største pande eller gryde (eller grill).
Varm panden op, tilsæt olie, og steg calçots ved middelhøj varme, til de er godt brankede på ydersiden og møre helt ind i kernen, 8 til 10 minutter i alt.
Klargøring af øvrigt grønt. Skær imens eventuelt tørre ender af broccoliskud. Snit mizunastilke fint, og snit -bladene groft. Skær granatæble i både, og pil kernerne ud i en skål. Snit salat groft. Pres eller riv hvidløg fint.
Vend salat, mizunablade og granatæblekerner sammen, og smag til med olivenolie, salt og en smule eddike.
Citron-yoghurt og hummus. Smag yoghurt til med saltet citron, hvidløg og lidt salt.
Rør hummus med lidt vand og en smule olivenolie, til den er lind og cremet, og smag til med salt. Anret i en skål, og drys lidt ras el hanout-krydderi på toppen.
Pitabrød og broccoliskud. Varm pitabrød på brødristeren, til de er gennemvarme, 3 til 4 minutter – eller i ovnen 8 til 10 minutter.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg broccoliskud sammen med mizunastilkene ved høj varme, til de er brunede og møre, 3 til 4 minutter. Krydr med salt og ras el hanout-krydderi undervejs.
Smør hummus ud på et fad. Fjern det brankede lag fra calçots, og anret dem ovenpå. Dryp med citron-yoghurt, og spis med pitabrød, salat og stegte broccoliskud til.