Skyl frugt og grønt, og tag pizzadejene ud fra køl.
Klargøring af grønt. Skær squashen i cirka ½ cm tykke skiver. Fjern stilk og kerner fra peberfrugten, og skær den i strimler. Pil rødløget, og skær det i tynde både. Fjern det yderste lag fra det friske hvidløg, og snit det fint. Skær gulerødderne i tynde strimler, eller riv dem groft.
Krydret grønt. Varm en grillpande eller almindelig pande op, tilsæt olie, og steg squash og peberfrugt, til det er brunet og mørt, 2 til 3 minutter per side. Steg gerne af flere omgange, hvis der ikke er plads på panden. Krydr med lidt spidskommen undervejs.
Hvidløgsyoghurt. Rør imens det friske hvidløg sammen med yoghurten. Tilsæt fintrevet skal af ½ citron, og krydr med salt. Halvér citronen.
Fladbrød. Del hver pizzadej i 2, og rul dem ud til fladbrød på et meldrysset bord.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg fladbrødene ét ad gangen, til de er gennembagte og gyldne på begge sider, 1 til 2 minutter per side. Krydr med groft salt.
Tilsmagning. Vend grillet squash og peberfrugt sammen med rødløg og hvidløgsyoghurten, og smag til med salt, spidskommen og citronsaft.
Rør hummussen med 1 til 1½ dl vand, til den er lind, og smag til med salt, citronsaft og spidskommen.
Anret grillet grønt, hummus og gulerødder i skåle, og spis det hele med fladbrød til.