Sæt vand over til mungbønner, og skyl mungbønnerne samt frugt og grønt.
Mungbønner og forårsrullefyld. Kom mungbønnerne i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem møre, cirka 30 minutter. Kog uden låg de første 10 minutter. Kassér kogevandet.
Snit savojkålen i tynde strimler og porren i tynde ringe på skrå. Skær broccolistokken fra, skræl den, og skær den i tynde strimler.
Varm en stor pande op, tilsæt olie, og sautér kålen i 2 til 3 minutter, til den falder sammen. Tilsæt broccolistok, porre og five spice-krydderi, og steg i yderligere et minuts tid. Smag til med salt eller eventuelt soja, hvis du har, og lad grøntsagerne afdryppe og køle af i en sigte.
Forårsruller. Rør imens en melklister af 2 spsk. mel og lidt koldt vand.
Fordel de sauterede grøntsager på forårsrulledejene, og rul forårsrullerne sammen (se tippet på bagsiden af forsiden). Luk forårsrullerne med melklisteret.
Varm en stor pande op, tilsæt godt med olie, og steg forårsrullerne i 5 til 6 minutter, til de er sprøde og gyldne.
Broccoli og clementin. Del resten af broccolien i buketter. Damp buketterne i gryden med mungbønner de sidste 4 til 5 minutter af kogetiden. Snit mibunaen fint.
Kom mungbønner, broccoli og mibuna i en skål. Halvér clementinen, og pres saften over. Smag til med salt eller eventuelt soja, five spice-krydderi og eventuelt væsken fra grøntsagerne og lidt sesamolie, hvis du har.
Servér stegte forårsruller med mungbønner og broccoli. Dyp rullerne i sød chilisauce, og dryp eventuelt med soja.