Sæt vand over til linser, og skyl linser samt frugt og grønt.
Mandler og jordskokker. Rist mandler på en stor, tør pande, til de er let brunede. Hak dem groft.
Skur imens jordskokker, og skær dem i grove stykker. Varm panden fra mandler op igen, tilsæt olie, og steg jordskokker ved middel varme, til de er gyldne og møre, 12 til 15 minutter. Krydr med salt undervejs.
Grønne linser. Kom linserne i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem al dente, cirka 10 minutter. Dræn vandet fra.
Klargøring af grønt. Pil og skær løg i tynde både. Pluk og snit palmekål groft. Riv citronskal fint i en skål, og halvér citron.
Syltede løg. Kom eddike, vand og sukker i en lille gryde, og kog op, til sukkeret er opløst. Tilsæt løg, og lad det simre i lagen i cirka 1 minut. Tag gryden af varmen.
Stegt palmekål. Varm en pande op (fx den fra jordskokker), tilsæt olie, og steg palmekål ved høj varme, til den er brunet og sprødmør, 2 til 3 minutter.
Vend de kogte linser med palmekål og mandler, og smag til med salt, peber og citronsaft.
Anret linser og palmekål på tallerkener, og top med syltede løg. Anret stegte jordskokker ved siden af, drys fintrevet citronskal henover, og servér.