Tænd ovnen på 210 grader varmluft, og skyl grønt og frugt.
2 slags ovnbagte kartofler. Skrub bagekartofler, og skær dem i både. Skræl eller skrub de søde kartofler, og skær dem i både i samme tykkelse som bagekartofler.
Vend begge slags kartofler med lidt olie, og bred dem ud på en bageplade med bagepapir. Bag dem 30 minutter i ovnen, eller til de er gyldenbrune og møre. Krydr med lidt salt.
Jordnøddedressing. Riv hvidløg fint. Halvér lime. Rør jordnøddesmør med hvidløg og limesaft, og spæd til med lidt koldt vand fra hanen, til dressingen har konsistens som tynd yoghurt.
Spidskålssalat. Snit spidskål fint, og vend den med lidt olie og eddike i en skål. Smag til med peber, lidt salt og eventuelt mere eddike.
Filet af gris og padrón-pebre. Varm en stegegryde op med lidt olie, og brun kødet på alle sider, til det er smukt lysebrunt hele vejen rundt, cirka 8 minutter i alt. Krydr med salt og peber, og skru ned til lavt blus. Lad det simre i endnu 8 minutter under låg.
Tag kødet op af gryden, lad det hvile i et par minutter, og skær det tynde skiver ved servering.
Varm gryden op igen, og steg padrón-pebre 3 til 4 minutter, og vend dem om under stegningen, så de bliver stegt på alle sider. Krydr med lidt salt.
Anret de to slags kartofler på tallerkener, og dryp dem med jordnøddedressing. Servér med filet af gris, padrón-pebre og spidskålsalat.