Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Skyl frugt og grønt, og sæt vand over til couscous.
Bagte abrikoser. Flæk abrikoser, og læg dem med skærefladen opad i et ildfast fad. Hak timian fint, og drys det ud over.
Smuldr halvdelen af fetaen ud over abrikoserne, dryp med olivenolie, og krydr med lidt salt og sort peber.
Bag abrikoser i ovnen, til de er helt møre, 15 til 20 minutter.
Mandler. Kom imens mandler i et ildfast fad, og bag dem i ovnen, til de er gyldne, 8 til 10 minutter. Hak dem groft.
Tabbouleh. Skær agurk i mindre tern. Pluk persille, og snit den groft. Snit eventuelt spinat groft.
Kom couscous i en gryde med rigeligt kogende, usaltet vand, og kog den i 5 til 6 minutter. Rør et par gange undervejs. Sigt overskydende vand fra, og rør den færdige couscous med en smule olivenolie. Smag eventuelt til med lidt salt.
Vend couscous med oliven, agurk, spinat og persille, og smag til med citronsaft, salt og sort peber.
Anret tabbouleh på et stort fad, og anret abrikoser ovenpå. Drys med mandler, smuldr resten af fetaen ud over, og drys med dukkah. Dryp med eventuelle saftrester fra fadet med abrikoser, og servér.