Tænd ovnen på 220 grader varmluft. Sæt vand over til ris, og skyl ris grundigt. Skyl også frugt og grønt.
Blomkål - del 1. Fjern grønne blade fra blomkål.
Damp blomkål under låg i en gryde med lidt saltet vand i bunden, til den er sprødmør, 4 til 5 minutter. Hæld vandet fra.
Klargøring af øvrigt grønt. Skær imens den grønne del af citrongræs, og snit den hvide del fint. Snit forårsløg fint, og skær chili i tynde ringe på skrå. Skræl gulerødder ud i tynde flager med en tyndskræller.
Vend gulerødder med lidt limesaft, og krydr med lidt salt.
Blomkål - del 2. Læg blomkål i et ildfast fad, dryp med lidt olie, og bag i ovnen, til den er brunet, 15 til 20 minutter.
Ris. Kom risene og den grønne del af citrongræs i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand, og kog dem i 20 til 22 minutter. Hæld overskydende vand fra, og kassér citrongræs.
Blomkål - del 3. Tag blomkål ud af ovnen, dryp med teriyaki-glaze, og sæt den tilbage i ovnen, 4 til 5 minutter.
Citrongræs-ris. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg snittet citrongræs, halvdelen af chilien og halvdelen af forårsløget og steg i 2 til 3 minutter.
Tilsæt ris, vend rundt, og smag til med salt, peber og limesaft.
Top ris med lime-marinerede gulerødder og resten af chili, og servér risene direkte fra panden. Anret blomkål på et fad, og drys med sesam og resten af forårsløget. Skær blomkål ud i trekanter, og servér med ris til.