Sæt vand over til ris, og skyl ris, frugt og grønt.
Brune ris. Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i cirka 35 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Klargøring af grønt. Fjern stilk og kerner fra peberfrugt, og skær peberfrugt i strimler. Skær gulerødder i tynde skiver på skrå, og snit pak choy groft. Skær chili i tynde ringe på skrå, og snit korianderbundtet groft. Halvér lime.
Cremet curry. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg peberfrugt og gulerødder ved høj varme i 1 til 2 minutter. Tilsæt pak choy, og steg videre i 2 til 3 minutter.
Tilsæt fløde, en smule grøn karrypasta og vand, og kog op. Lad panden simre, til grøntsagerne er sprødmøre, 3 til 4 minutter.
Smag til med salt, limesaft og eventuelt lidt mere karrypasta inden servering.
Anret ris i skåle, og top med cremet curry. Drys med chiliringe, koriander og peanuts, dryp med limesaft, og servér.