Sæt vand over til ris, og skyl risene samt frugt og grønt.
Brune ris. Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog risene i cirka 35 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Marinerede grøntsager. Skær peberfrugten i strimler, og skræl gulerødderne i tynde strimler med en kartoffelskræller. Snit korianderstilkene fint, og snit bladene groft. Kom bladene i en skål til servering.
Vend peberfrugt og gulerødder sammen i en skål, og smag til med 2 til 3 teskefuld eddike, ½-1 teskefuld sukker og lidt salt eller eventuelt fiskesauce, hvis du har. Lad grøntsagerne marinere i 5 til 10 minutter.
Fiskedeller. Kom fiskefarsen i en skål, og riv lidt limeskal fint ned i den. Tilsæt de fintsnittede korianderstilke, og rør det hele sammen.
Varm olie op på en pande. Form fiskefarsen til små deller, og steg dem i olien, til de er gyldne og sprøde, 5 til 6 minutter.
Snit imens salaten groft. Afdryp de marinerede grøntsager let, og vend dem sammen med salaten.
Tamaridressing. Halvér limefrugten, og rør en dressing af tamari, 1 til 2 teskefuld olie og 2 til 3 teskefuld limesaft.
Anret risene på tallerkener, og top med salat og marinerede grøntsager. Drys med koriander, og servér fiskedeller med tamaridressing til.